Højskolerne spiller nøglerolle i kamp for demokratiet
lørdag    |    03.06.2017

Højskolerne spiller nøglerolle i kamp for demokratiet

Kronik bragt i Kristeligt Dagblad den 13. maj af Mads Rykind-Eriksen, forstander for Rødding Højskole

Højskolerne er som skabt til at gå forrest i mobiliseringen af de kræfter, der vil arbejde for at genoprette det ligeværdige forhold mellem uddannelse og dannelse, sikre folkets rodfæstethed, Danmarks sammenhængskraft og demokratiet.

Gennem mere end 170 år har højskolerne været med til at præge det moderne Danmark ved at tage del i samfundsdebatten, og skoleformens grundværdier er stadigvæk højaktuelle. Da Rødding Højskole som den første folkehøjskole blev grundlagt i 1844, var ønsket at skabe myndige borgere i den fremvoksende nationalstat med en faglig ballast og et udsyn over deres eget og det fælles liv. Eleverne skulle klædes på til at deltage i det gryende demokrati, blive bevidst om vores fælles kultur og historie og have uddannelse. Hertil kommer et fjerde element, som er det, der gør, at mange højskoler i dag kalder sig for grundtvigske højskoler. For Grundtvig sagde, at for at skabe hele mennesker er det ikke nok kun at få uddannelse, det enkelte menneske skal også have dannelse. Grundtvig brugte dog aldrig ordet dannelse, men to andre ord: livsoplysning og folkeoplysning. Derfor står der også i højskolernes formålsparagraf, at “højskolerne skal  give livsoplysning, folkeoplysning og demokratisk dannelse”. Og det er netop besindelsen på dette fundament, der giver højskolerne en unik mulighed for at være en central aktør i bestemmelsen af, hvilken retning Danmark skal bevæge sig i.

Vi lever i en tid, hvor alt forandres i et stadigt stigende tempo inkarneret i globaliseringen. Tidligere tiders stabile kultur frem til 1950’erne med nationalstaten som ramme er blevet afløst af et kulturelt opbrud. Værdier, normer og traditioner har ændret sig i takt med, at vi er gået fra et landbrugs-over et industri- til et videnssamfund, samtidig med at først indvandrere og siden flygtninge har udfordret vores homogenitet. Konsekvenserne har blandt andet været en stigende følelse af rodløshed og mangel på mening hos unge samt en svækkelse af den sammenhængskraft og tillidskultur, som vores identitet og velfærdssamfund bygger på. Men også i verden omkring os bevæger geopolitikkens tektoniske plader sig: Den faldende opbakning til EU samt Brexit har sat spørgsmålstegn ved bærende elementer i dansk udenrigspolitik, ligesom den liberale verdensorden med dens tro på demokrati og menneskerettigheder som universelle værdier er under pres.

Netop den demokratiske dannelse er en af højskolens hjørnestene. Hver generation har skullet forstå, at vores folkestyre ikke er en naturgiven ting, der er faldet ned fra himlen, men at vi altid har måttet kæmpe for demokratiet. Præcis det erfarer vi i disse år, hvor mørke kræfter som terror, fake news og trolls (konfliktskabende aktører på sociale medier, red.) med alle midler forsøger at ødelægge det, vi i generationer har opbygget. Højskolens opgave i disse år er at bære demokratiets og frihedens fakkel videre og anskueliggøre over for sine elever, at Grundloven og folkestyret er fundamentet for vores levemåde i dag. Men vores demokratiske engagement stopper ikke her – det gælder også EU, som Danmark er en del af. Grænseoverskridende problemer som terror, skattesnyd og klima samt fælles regler på en lang række områder sikres bedst i et stærkt forpligtende samarbejde, hvor Danmark har betydelig større indflydelse, end vores befolkningstal tilsiger.

Men også spørgsmålet om dansk kultur og historie har til stadighed optaget højskolerne. Det er en af højskolernes vigtigste opgaver at rodfæste eleverne og give dem en forankring i en foranderlig verden samt skabe rammerne for en fælles dansk kultur, således at vi kan bevare den sammenhængskraft og tillidskultur, der er helt afgørende for vores egen selvforståelse, Danmarks stabilitet og opbakningen til vores velfærdssamfund. Eleverne skal forstå, at de ikke er skabt som frit svævende individer, men er født ind i en dansk sammenhæng. Det er herfra forståelsen af verden starter. I mødet med det kulturelle opbrud og globaliseringen står det moderne menneske i fare for at miste sit kulturelle, religiøse og historiske kompas – klangbunden for forståelsen af verdenen – og dermed miste orienteringsevnen, så alting flyder, og meningsløsheden sniger sig ind. Angst, depression og stress er symptomer på denne udvikling, men også kravet om det permanente valg af uddannelse, job, levevej og partner skaber en eksistentiel usikkerhed, som man ikke tidligere kendte til, og som det er afgørende at give det moderne menneske redskaber til at håndtere.

Som konsekvens af globaliseringen har indvandrer- og flygtningespørgsmålet siden 1960’erne fyldt mere og mere i den hjemlige debat kulminerende med ankomsten af 21.000 flygtninge og migranter i 2015. En så massiv tilstrømning fra Mellemøsten, Afrika og andre tredjeverdenslande med kulturer, der er fundamentalt forskellige fra den danske, udfordrer vores sammenhængskraft. Derfor er diskussionen om antal også afgørende. Hvad der derimod er indiskutabelt, er, at de, der har fået dansk statsborgerskab, skal integreres i dansk kultur, så vi kan bevare sammenhængskraften og tillidskulturen. Højskolens opgave er derfor til stadighed at smede danskerne og dem, der er kommet for at blive, sammen til et folk med en stærk fællesskabsfølelse og en forpligtelse over for hinanden. Dette indebærer naturligvis, at forståelsen af “det danske” vil forandre sig med tiden, men sådan, at det naturligvis vil være flertallet, der sætter størst præg på den nye danskhed – eller folkelighed om man vil. Det vil være oplagt, at højskolerne som et sted, hvor man bor og lever sammen, er spydspids og inspirator i dette arbejde. Der skal med andre ord skabes en ny folkeånd, hvor “folk” understreger, at vi føler os tæt forbundet i et fællesskab, og “ånd” betyder, at dette fællesskab eksisterer – uden det er muligt klart at definere, hvad der præcis gør os til danskere. Det handler om Danmarks sjæl, og har vi ikke en sådan, står vi i fare for at blive opsplittet – at vores land opløses i parallelsamfund, hvad enten det er indvandrerghettoer, de rige i Nordsjælland, rockere, bander, christianitter eller folk ude på landet, der ikke føler en samhørighed med folk i byerne.

Konkurrencestaten og spørgsmålet om uddannelsessystemets formål er også en grundlæggende diskussion, hvor højskolerne spiller en højaktuel rolle. Debatten er vokset i takt med globaliseringen og konkurrencestatens fremmarch fra begyndelsen af 1990’erne. Hvor uddannelse og dannelse tidligere blev betragtet som jævnbyrdige mål – særligt i folkeskolen, men også på de videregående uddannelser – er der sket en forskydning til fordel for uddannelse, idet konkurrencestatens centrale ambition har været at gøre danskerne til mere effektive og produktive medarbejdere. Men mennesket har behov for både uddannelse og dannelse. Højskolerne er en af de sidste bastioner, hvor dannelse – eller som vi kalder det på højskolesprog: livsoplysning og folkeoplysning – vægtes lige så højt som uddannelse. Det ligger naturligt i forlængelse af, at vi er en eksamensfri skole, hvor eleverne ikke konstant bliver målt, vejet og testet. Højskolerne passer ikke ind i nyttetænkningens logik, fordi en højskole er et helle, hvor man får tid til at reflektere over sit eget og det fælles liv. Derfor spørger højskolerne ikke kun den enkelte om, hvad han/ hun skal leve af, men også om, hvad han/ hun vil leve for. På en højskole handler det ikke kun om at kunne noget, men også om at ville noget. Derfor taler højskolerne både om den enkeltes rettigheder og den enkeltes pligter over for fællesskabet.

Højskolerne er som skabt til at gå forrest i mobiliseringen af de kræfter, der vil arbejde for at genoprette det ligeværdige forhold mellem uddannelse og dannelse, sikre folkets rodfæstethed, Danmarks sammenhængskraft og demokratiet.