Finansministeren kom med gave: 250.000 kr. til jubilæumsfejring i 2019
fredag    |    24.08.2018

Finansministeren kom med gave: 250.000 kr. til jubilæumsfejring i 2019

Regeringen vil afsætte penge til fejringen af Rødding Højskoles 175-års jubilæum næste år.

Finasminister Kristian Jensen har været på besøg på Rødding Højskole for at se nærmere på skolens planer, når hele højskolebevægelsen i 2019 har 175-års jubilæum. På besøget afslørede han, at der på næste års finanslov er afsat 250.000 kroner til Danmarks ældste højskole.

Rødding Højskole har vist sig at være et levende folkeligt kraftcentrum, der har været i stand til at forny højskoletanken. De har åbnet højskolen op og inviteret debatten og samfundet ind. Rødding repræsenterer derved både traditionen og arven, men også meget af fremtiden for højskolerne, siger finansminister Kristian Jensen.

Støtte til renovering af Flors Hus
Forstander på Rødding Højskole Mads Rykind-Eriksen overtog sammen med sin kone, Anja, Danmarks ældste højskole i 2007. Dengang var skolen plaget af dårlig økonomi og lav elevtilmelding. I dag 11 år senere er billedet vendt på hovedet, og højskolen glæder sig til næste år, hvor højskolebevægelsen fylder 175 år, hvilket også skal fejres på skolen. De 250.000 kroner, der er afsat til højskolen på næste finanslov, skal bruges til at restaurere og nyindrette Flors Hus, hvor Rødding Højskole startede i 1844.

Rødding Højskole er vuggen for højskolebevægelsen. Det er den ældste højskole. De har fortjent en anerkendelse og et skulderklap, der forhåbentlig kan være med til at få andre til også at bidrage til deres projekt, siger Kristian Jensen.

Uddrag fra artikel bragt i Jyske Vestkysten den 10. august 2018.