Strik

Strik

Masker med muligheder. Værkstedsugen 2018

Kreativitet med garn og pinde. Du får mulighed for at udvikle dine strikkefærdigheder sammen med andre strikkere og suge til dig af andres viden og ekspertise i en sjov og hyggelig atmosfære. Vi vil arbejde med udtagninger og vendestrik til at skabe facon tilpasset personlige mål. Vi gør det ved at strikke oppefra og ned, så vi næsten undgår den efterfølgende montering.

Ved at tilføje flotte kanter og opslagninger kan vi sætte et personligt præg på en opskrift. Teknikkerne vil bl.a. være hentet fra estisk og lettisk strik. Vi undersøger, hvilke strikkemønstre der især egner sig til fashionering. Det kan være svært at finde spændende farvesammensætninger, men i naturen og i vores omgivelser kan vi finde inspiration til nye farvesammensætninger.

Glæd dig til en uge med spændende teknikker og delikate detaljer.

Tilmelding
Pris: 4.700 kr. på dobbeltværelse uden bad (tillæg 1000 kr. for enkeltværelse). 5.200 kr. på dobbeltværelse med bad. Tilmelding her eller ring til kontoret på tlf. 7484 2284.

Underviser: Bodil Munch
Bodil Munch er passioneret strikker og er især optaget af at finde velegnede teknikker til at perfektionere håndstrik. Efter at Bodil Munch gik på pension, har hendes iværksætterlyst fået frit løb. Hun har etableret eget firma, Madam Munch – Strik & Design. Hun har indrettet værksted med mulighed for at afholde kurser, strikkecafeer, modtage gruppebesøg, sælge garn, strikkekits og meget mere. Bodil Munch rejser landet rundt med workshops og foredrag, ligesom hun arrangerer strikkerejser for at undersøge strikkekultur i andre lande, bl.a. Estland, Færøerne og Shetlandsøerne. Alt udgår fra bloggen Madam Munch og Madam Munch på Facebook.

Medvirkende
· Anja Rykind-Eriksen, højskoleforstander, væver og mag.art. i kunsthistorie.
· Mads Rykind-Eriksen, højskoleforstander, cand.mag. i historie og filosofi.

Materialeudgifter
Medbring garn i forskellige tykkelser og kvaliteter, helst lyst garn til strikkeprøver og et udvalg af strikkepinde i forskellige størrelser. Underviser medbringer garn og strikkepinde i forskellige størrelser, som kan købes direkte hos hende. Der uddeles kompendier med vejledninger og teknikker til en pris à 30 kr.

Kursusprogram

Søndag den 18. november
Kl. 15.00-16.30: Ankomst, indkvartering og kaffe.
Kl. 16.30: Velkomst v/ Anja og Mads Rykind-Eriksen.
Kl. 19.30-21.00: Introduktion til ugens forløb i værkstedet v/ Bodil Munch.

Mandag den 19. november
Kl. 9.30-10.00: Fælles inspiration til dagens tema.
Kl. 10.00-12.00: Værksted.

Kl. 13.00-13.45: Rundvisning på højskolen v/ Mads Rykind-Eriksen.
Kl. 14.00-16.30: Værksted.
Kl. 19.30-21.00: ”Bauhaus-skolens kvinder. Hvem, hvad og hvordan?” v/ Anja Rykind-Eriksen.

Tirsdag den 20. november
Kl. 9.30-10.00: Fælles inspiration til dagens tema.
Kl. 10.00-12.00: Værksted.
Kl. 14.00-16.30: Værksted.
Kl. 19.30-21.00: Sang- og fortælleaften v/ Mads Rykind-Eriksen.

Onsdag den 21. november
Kl. 9.30-10.00: Fælles inspiration til dagens tema.
Kl. 10.00-12.00: Værksted.
Kl. 13.00-17.00: Vi tager bussen ud i det sydjyske med kaffe, gåtur og kulturelt indslag.
Kl. 19.30-21.00: Åbent værksted med vejledning.

Torsdag den 22. november
Kl. 9.30-10.00: Fælles inspiration til dagens tema.
Kl. 10.00-12.00: Værksted.
Kl. 14.00-16.30: Værksted.
Kl. 19.30-21.00: Åbent værksted med vejledning.

Fredag den 23. november
Kl. 9.30-10.00: Fælles inspiration til dagens tema.
Kl. 10.00-12.00: Værksted.
Kl. 14.00-16.30: Udstillingsæstetik v/ Bodil Munch.
Kl. 19.00: Afslutningsmiddag.
Kl. 21.00: Fernisering for alle kursister på Værkstedsugen 2018.
Derefter ostebord og festhygge m.m.

Lørdag den 24. november
Kl. 9.00: ”Se, hvilken morgenstund!” Morgensang v/ Mads Rykind-Eriksen.
Derefter afrejse.

Alle dage er der morgenmad kl. 8-8.45, morgensang kl. 9-9.30, frokost kl. 12, eftermiddagskaffe kl. 15, aftensmad kl. 18 og aftenkaffe kl. 21. 

Værkstedsugen 2018 på Rødding Højskole har aktiviteter på fem værksteder:

  • Skaftevæv. Deflected Double Weave.
  • Broderi på broderi. Re-design og tekstilt genbrug.
  • Flise/Den dekorative flade.
  • Design og sy beklædning i jerseystof.
  • Masker med muligheder.

Værkstedsugen 2018 på Rødding Højskole er en årlig tilbagevendende tradition – med fuld tryk på de kreative værksteder.

I 2013 blev skolens gamle stald og lade bygget om for 20 millioner kroner, så bygningerne i dag fremstår med nogle af Danmarks mest moderne kreative værksteder, indrettet i et spændende, arkitektonisk miljø. Året efter blev Solgården, hvor forskellige tekstilværksteder holder til, renoveret: vævning, tekstiltryk, filtning, strik, syning og farvning udfolder sig her.

Rødding Højskole er stolt over at byde dig velkommen i spændende bygninger med kreative værksteder, hvor vi ved, du tænker: "Her vil jeg gerne være."

Værkstedsugen 2018 summer af aktivitet på fem værksteder. Selv om du kun kan deltage på et hold, vil du opleve det som en ekstra inspiration, at se de andre værksteder udfolde sig. Desuden er morgensang, foredrag og udflugter fælles for alle fem hold.

Vi glæder os til at byde dig velkommen til en kreativ højskoleuge!