Skriv dit liv

Kursus i livsfortælling og erindringsskrivning 

SKRIV PÅ LIVET LØS!
Livet er en historie værd. Men det kan være svært at tage fat på at skrive om sit liv og sine oplevelser. For hvor skal man egentlig begynde? Hvad er en god historie? Og hvordan fortæller man den bedst? Sammen med journalist, forfatter og professionel fortæller Erik Lindsø inviterer Rødding Højskole til en uge, der både byder på inspirerende foredrag og praktisk vejledning i at få hul på projekt ”Skriv dit liv”. I løbet af ugen arrangerer vi skrive-, fortælle- og erindringsværksteder, og der bliver god tid til at påbegynde skriveprocessen.

På kurset får du inspiration fra to forfattere. Tom Buk-Swienty fortæller om det at dykke ned i andres liv for at fortælle det – med udgangspunkt i sin bog "Den ideelle amerikaner" om den dansk-amerikanske fotograf Jacob A. Riis. Forfatter og biolog Kaj Smedemark har skrevet sine erindringer i to bind, og han fortæller om vejen fra idé over proces til færdigt arbejde. En eftermiddag tager vi på udflugt til Vadehavet, hvor der er højt til himlen, og hvor skrivetankerne kan falde på plads og til ro. I Ballum møder vi Vadehavets digter Jens Rosendal, der fortæller om sit digterliv. En aften er der koncert med Klezmerduo.

Tilmelding
Pris: 4.800 kr. på dobbeltværelse uden bad (tillæg 1.000 kr. for enkeltværelse). 5.300 kr. på dobbeltværelse med bad. Tilmelding her eller ring til kontoret på tlf. 7484 2284.

Kursusvært

Erik Lindsø. Omrejsende fortæller, foredragsholder og forfatter. Har senest udgivet bogen ”Livet er i det mindste en historie værd. Om livshistoriens nødvendighed”. Han er tidligere programmedarbejder i Danmarks Radio og forstander for Rønshoved Højskole. Erik Lindsø har ud fra et indgående kendskab til livsfortællinger udviklet kurser om kunsten at skrive sit liv.

Praktiske værksteder i løbet af ugen

SKRIVEVÆRKSTED
Konkrete skriveøvelser, som har til formål at lette skriveprocessen og forbedre dine formuleringer. Hvordan kommer jeg i gang med at skrive? Hvordan får jeg et levende sprog? Hvem skriver jeg til? Fortælleformer. Begrænsningens kunst.

ERINDRINGSVÆRKSTED
At erindre er en særlig kunst, som kræver både indsigt og etiske overvejelser, når de skal fortælles. Hvad husker vi? Hvordan husker vi? Sandhed og fortielse. Det personlige og det private. Punktnedslag i livet. Konkrete erindringsøvelser. Livets urørlighedszoner. Fortælling eller terapi.

Bemærk
Du skal selv medbringe skriveredskaber og papir. Skriver du på computer, kan du medbringe en bærbar. Der er adgang til printer på skolen. Øvelserne i løbet af ugen fremlægges til efterkritik. Men det vil ikke være alle, der kan nå at få fremlagt. Vi slutter af med, at du tager hul på et større kapitel.

Foredrag

  • Forfatter og biograf Tom Buk-Swienty: "Den ideelle amerikaner". Om den dansk-amerikanske Jacob A. Riis.
  • Forfatter og biolog Kaj Smedemark: "Frem mod livet". Om at skrive sine erindringer. Se mere på gaiagrafica.dk.
  • Forfatter og foredragsholder Erik Lindsø: ”Livet er i det mindste en historie værd."
  • Digter og sangskriver Jens Rosendal: "Et digterliv."

Desuden medvirker

  • Mads Rykind-Eriksen, højskoleforstander og cand.mag. i historie og filosofi.
  • Aage Augustinus, cand.mag. og tidl. højskoleforstander.
  • Michell Smedegaard Boysen, højskolelærer, fotograf og bachelor i rytmisk musik.
  • Ruth og Christian Lorenzen, ejere af Klægager – Den Gamle Digegreves Gård.
  • Klezmerduo – Ann-Mai-Britt Fjord (harmonika og sang) og Henrik Bredholt(sopransax, dulcier, tuba og sang) - hører til landets førende fortolkere af den traditionelle jødiske festmusik - klezmer.

 Kursusprogram

Søndag den 28. juli
Kl. 15.00-16.30: Ankomst, indkvartering og kaffe.
Kl. 16.30: Velkomst v/ Mads Rykind-Eriksen.

Kl. 17.15: Introduktion til ugen v/ Erik Lindsø.

Kl. 19.30-21.00:"Livet er i det mindste en historie værd." Introduktionsforedrag med øvelser v/ Erik Lindsø.

Mandag den 29. juli
Kl. 9.00: ”Fra kultur til arkitektur”. Skolevandring i morgenstunden v/ Mads Rykind-Eriksen.

Kl. 9.30-12.00: Gemt, men ikke glemt. Hvad vil det sige at erindre? Oplæg med øvelser v/ Erik Lindsø.

Kl. 14.00-17.00: Erindringer kontra sandhed. Oplæg med øvelser v/ Erik Lindsø.

Kl. 19.30-21.00: "Den ideelle amerikaner". Foredrag om den dansk-amerikanske fotograf Jacob A. Riis. V/ Tom Buk-Swienty.
Som mange andre immigranter tog den 21-årige Jacob A. Riis i 1870 chancen for et bedre liv i USA – drevet af sted af en skuffet far og et knust hjerte over ikke at kunne få sit livs kærlighed.I New York ender han som sulten vagabond. Han lever blandt de allerfattigste og ser dem bukke under af sygdom og sult. Jacob får især øjnene op for slumbørnenes vilkår og bliver den første til at bruge fotografiet som dokumentation for de forfærdelige forhold. Han bliver USA's markante fortaler for de fattiges sag. Først som politireporter på New York Tribune og senere som ven med Theodore Roosevelt. Han holder lysbilledforedrag fra slummen og skriver bogen ”How the Other Half Lives”, og er med til at give sagen så stor opmærksomhed, at der langsomt sker ændringer. Tom Buk-Swienty har skrevet den første komplette biografi om legenden Jacob A. Riis.

Tirsdag den 30. juli
Kl. 9.00: Morgensang i Rødding Frimenighedskirke, hvor vi ser kirken og hører den gribende historie om præsteparret, der mistede to sønner under Første Verdenskrig. Ved frimenighedspræst Mette Geil.

Kl. 9.30-12.00: ”Flowskrivning og kunsten at folde øjeblikket ud” v/ Erik Lindsø.

Kl. 14.00-16.30: "Livserindring holder rodløsheden på afstand - ikke mindst for næste generation". Foredrag v/ Kaj Smedemark.
Kaj Smedemark fortæller om arbejdet med sin erindringsbog "Frem mod lyset". Om idé, overvejelser og proces. Selv siger han: "Uden livserindring bliver vi hjemløse. Min livsfortælling er en tidsrejse, skabt af historiske omstændigheder. Det er min egen lille bitte historie, på samme tid ganske almindelig og ganske unik, indfældet i den store verdens historie. Jeg har søgt svar på, hvad der har været de strengeste øjeblikke i mit liv, de lykkeligste øjeblikke, det vigtigste jeg har lært, hvilke personer jeg særligt har lyttet til, hvilke begivenheder, der især har påvirket mig, hvad jeg er taknemmelig over, hvordan min barndom og ungdom var, hvem der har betydet særlig meget for mig, og hvad jeg egentlig ønsker at give videre til mine børn. Glemmer vi, hvor vi kommer fra, varer det ikke længe, før vi ikke mere ved, hvem vi er. Verden har ændret sig så meget fra min barndom til nu, at unge mennesker vanskeligt kan sætte sig ind i det. Min livsfortælling kan både ophæve hjemløsheden og udgøre et kontrastsyn på nutiden. Bogen er skrevet til mine børn, min familie og min slægt."

Kl. 18.30-19.20: Livets hemmeligheder. Erindringsværksted med øvelser v/ Erik Lindsø.

Kl. 19.30-21.00: Koncert med Klezmerduo i Rødding Frimenighedskirke.
Klezmerduo hører til landets førende fortolkere af den traditionelle jødiske festmusik  klezmer – musik der taler til hjertet og insisterer på at blive hørt. Den har en boblende vitalitet. Samtidig bærer den smerten og glæden i sig.

Onsdag den 31. juli
Kl. 9.00: "Du kom med alt det der var dig". Morgensang v/ Erik Lindsø.

Kl. 9.30-12.00: "Vigtigst af alt." Skriveøvelser v/ Erik Lindsø.

Kl. 14.00-17.00: Hovedopgaven. Et kapitel fra mit liv. Bunden opgav v/ Erik Lindsø.

Kl. 19.30-21.00: Et billede, der ikke blev taget. Skriveøvelse v/ Erik Lindsø.

Torsdag den 1. august
Kl. 9.00: "Livet som et portrætfoto". Morgensang v/ Michell Smedegaard Boysen.

Kl. 9.30-12.00: Hovedopgaven. Et kapitel fra mit liv. Indledende øvelser v/ Erik Lindsø.

Kl. 12.45-18.00: Ekskursion til Vadehavet. Vi kører til Ballum, hvor vi går en tur i den lille landsby, hvis gamle, smukke marskhuse ligger fuldstændig intakt rundt om middelalderkirken. I Ballum bor Jens Rosendal, som med mere end 1500 digte, sange og salmer er den mest produktive nulevende lyriker. Jens Rosendal er marskens og livets digter. Vi har sat den 87-årige digter stævne på Klægager– Den Gamle Digegreves Gård, hvis navn henviser til den nuværende ejer Christian Lorenzen og hans far, som havde titel af digegreve. I 2005 blev det gamle stuehus fra 1857, forhaven og senere resten af gården nænsomt restaureret, med respekt for den oprindelige stil. Vi får historien om stedet af ægteparret Ruth og Christian Lorenzen. Efter smagsprøver på det sønderjyske kaffebord, fortæller Jens Rosendal om sine sange, og vi synger dem undervejs.

Kl. 19.30-21.00: Hovedopgaven. Et kapitel fra mit liv. Præsentation med efterkritik v/ Erik Lindsø.

Fredag den 2. august
Kl. 9.00: ”Om lidt er kaffen klar”. Morgensang om Benny Andersen v/ Aage Augustinus.
Kl. 9.30-12.00: Hovedopgaven. Et kapitel fra mit liv. Præsentation med efterkritik v/ Erik Lindsø.

Kl. 14.00-16.00: Formiddagens program fortsat. Afrunding om udgivelsesmuligheder v/ Erik Lindsø.

Kl. 16.30-17.30: Sang under kirketag. En tradition i Rødding Frimenighedskirke, hvor byens folk indbydes til at afslutte ugen med sange fra Højskolesangbogen.
Kl. 19.00: Afslutningsfest. Festmiddag med sang, fortælling og ostebord.

Lørdag den 3. august
Kl. 9.00: ”Gå da frit enhver til sit". Morgensang v/ Mads Rykind-Eriksen.
Derefter afrejse.

Alle dage, hvis ikke andet er nævnt, er der morgenmad kl. 8-8.45, frokost kl. 12, aftensmad kl. 18 og aftenkaffe kl. 21.

Kurset forløber sideløbende med tre andre kurser:

  • På cykel langs Kongeåen med Mads Rykind-Eriksen som kursusvært.
  • Naturvandringer, filosofi og god mad med Aage Augustinus som kursusvært.
  • Analog fotografi og mørkekammerteknik med Michell Smedegaard Boysen som kursusvært.