Lys i mørket. I kunst, litteratur og kirke

Lys er temaet, når Rødding Højskole for 9. år i træk byder indenfor til kurset ”Lys i mørket”. Efter en mørk vinter vil vi i fællesskab gå på sporet af lys, liv og lyst. Det gør vi bl.a. i kunsten, litteraturen og kirken.

"Kurset handler om lyset, men vi vender ikke det blinde øje til mørket," fortæller højskolens forstander Mads Rykind-Eriksen, der er medvært på kurset. Kurset indledes med en livsfortælling med et strejf af lys ved vendelboen Bitten Laubjerg.

Søndag morgen går vi i lysets retning. Der er søndagsmorgenbord, og kl. 10 går vi i Rødding Frimenighedskirke, hvor Mette Geil forestår gudstjenesten. Litteraturkritiker Klaus Rothstein fortæller under overskriften "Min farmors gæstebog" om sin jødiske families flugt i 1943. Kan mørke erfaringer blive til lyse forhåbninger?

Søndag aften er der koncert med Amazing Grace under overskriften "This little light of mine".
"Med Lykke-Per mod lyset" hedder det, når teolog Ulla Morre Bidstrup belyser missionen i den store Pontoppidan-roman. Efterfølgende ser vi Ole Bornedals filmatisering af ”Lykke-Per” i Rødding Bio.
”Lys i mørket-turen” går til Varde og Esbjerg, til et møde med kunstnerne Otto Frello og Storm P., der begge ser humor som en lys idé. På forhånd har vi hørt introducerende foredrag om både Storm P. og Frello.

I Varde bliver vi ført ind i Museum Frello, og i Esbjerg ser vi den største Storm P.-samling uden for København.

Digteren Pia Tafdrup fortæller med udgangspunkt i digtsamlingen "Synet af lys" (2018), der med digterens egne ord handler om synssansen: ”Synet af smukt og af grimt, muntert og sørgeligt, lys og mørke, med alle de følelser, det afsætter, af sorg og glæde, vrede og afsky, henrykkelse, eftertænksomhed, vemod, angst etc.”

I Rødding Frimenighedskirke møder vi den legendariske sanger og digter Leonard Cohen i en stor musikalsk opsætning: "There's a crack in everything, that's how the light gets in". Og der er både lys og mørke på lærredet, når fotografen Jan Grarup viser sine sort-hvid-billeder fra verdens brændpunkter.

London-korrespondenten Bjarne Nørum sætter Europa i et nyt lys med sin oplysning om Brexit – forud for forårets EU-afstemning. Og endelig fortæller Helle Christiansen, chef i Kirkens Korshær, om det sociale og diakonale arbejde i velfærdssamfundets dunkle gader. Hun vælger også sangene til "Sang under kirketag", hvor det er fra Højskolesangbogens lyse afsnit vi synger. Til tro og fornyet håb.

Vi tør også gå aftentur i mørket, når blot vi synger Sten Kaaløs prisvindende lys-sang: ”Gå i mørket med lyset.”

"Hvad var det dog der skete den første dag i marts?",synger vi med Kaj Munk i ”Den blå anemone” på kursets sidste dag.

Lysdepoterne forventes at blive fyldt op, når Rødding Højskole byder indenfor til kurset ”Lys i mørket”. Februar er en mørk måned, men dagene bliver længere og lysere. En af foredragsholderne kalder det en lysfest, når der er ”Lys i mørket”-kursus på Danmarks første højskole – der i 2019 markerer sit 175-års jubilæum som leverandør af fællesskab og oplysning. Velkommen til lysfest i Rødding!

Kurset er tilrettelagt i et samarbejde mellem Rødding Højskole og Kristeligt Dagblad.

Tilmelding
Pris: 4.950 kr. på dobbeltværelse uden bad (tillæg 1.000 kr. for enkeltværelse). 5.450 kr. på dobbeltværelse med bad. Tilmelding her eller ring til kontoret på tlf. 7484 2284.

 Kursusværter

  • Mette Geil, præst i Rødding Frimenighed, cand.theol.
  • Mads Rykind-Eriksen, forstander, cand.mag. i historie og filosofi.

Medvirkende

  • Bitten Laubjerg, foredragsholder, tidl. Lærer.
  • Klaus Rothstein, litteraturkritiker og kommentator ved blandt andet Weekendavisen og redaktør og studievært på DR's litterære radiomagasin Skønlitteratur på P1, se rothstein.dk.
  • Amazing Grace, jazzorkester, se amazing-grace.dk.
  • Ulla Morre Bidstrup, teolog og præst, ph.d., uddannelsesleder ved FUV, Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.
  • Karen Hansgaard Degenkolw, kunsthistoriker og gymnasielærer.
  • Peter Borberg, journalist og forfatter til den store og anmelderroste bog "Storm P. En biografi", (2017).
  • Pia Tafdrup, digter, forfatter og medlem af Det Danske Akademi, se tafdrup.dk.
  • Karsten Holm, Cohen i kirken, se karstenholm.dk.
  • Morten Fester Thaysen, sognepræst i Varde.
  • John Jensen, museumsinspektør, Museum Frello, se vardemuseerne.dk.
  • Jan Grarup, fotograf, se jangrarup.photoshelter.com.
  • Bjarne Nørum, journalist, London-korrespondent for Kristeligt Dagblad.
  • Helle Christiansen, chef for Kirkens Korshær, kirkenskorshaer.dk.

 Kursusprogram

 Lørdag den 23. februar
Kl. 15.00: Ankomst, indkvartering og kaffe.
Kl. 16.30: Velkomst v/ Mads Rykind-Eriksen og Mette Geil.
Kl. 19.30: ”Livsfortælling med strejf af lys og under en bue af håb” v/ Bitten Laubjerg.
Vendelboen Bitten Laubjerg åbner sit livs rejsekuffert for os og fortæller om et spændende liv i lys og mørke. Om barndom og ungdom på forældrenes badepensionat, hvor pudsige gæster blev en del af hverdagen. Om jordomrejsen på 25.000 km i et folkevognsrugbrød. Om rejsen til Korea for at finde sine adoptivdøtres familie. Og tragedien, da den yngste datter begik selvmord. Hvordan skimtes lys for enden af tunnelen i den og andre af livets mørke og svære situationer?

Søndag den 24. februar
Kl. 8.00: ”Lysfyldt morgen, til marven kold”.
Morgengåtur for de morgenfriske, indledt med morgensang på gårdspladsen. Vi går i lysets retning. Derefter søndagsmorgenbord.

Kl. 10.00: Søndagsgudstjeneste i Rødding Frimenighedskirke v/ Mette Geil.
Vi indleder med at synge ”Lysets engel går med glans”.Vi går syngende ud af kirken og får i kirkedøren en kop kirkekaffe.
Efter gudstjenesten, og inden søndagsfrokosten, er der skolevandring, hvor Mads Rykind-Eriksen fortæller skolens arkitektoniske historie, visionerne for de gamle bygninger og med stolthed viser de allerede realiserede visioner – de nyrenoverede bygninger – frem, i 175-jubilæumsåret for Danmarks første højskole – leverandør af fællesskab og oplysning siden 1844.

Kl. 14.00-16.30: ”Min farmors gæstebog” v/ Klaus Rothstein.
I efteråret var det 75 år siden de danske jøder flygtede til Sverige. Blandt flygtningene var Klaus Rothsteins bedsteforældre og hans forældre, mens de endnu var små børn. Flugten over Øresund blev en mærkelig del af familiens erfaring, et sted mellem stolthed og tabu. Hvorfor var det så svært at tale om? Hvad betyder flugt for en familiefortælling? Kan mørke erfaringer blive til lyse forhåbninger? Klaus Rothstein fortæller om flugtens spor, de usynlige såvel som de synlige. Og han sætter det hele i perspektiv til dagens humanitære kriser.

Kl. 19.30: “This little light of mine”. Koncert med Amazing Grace.
Amazing Grace er glad, livsbekræftende, rytmisk musik med solo- og fællessang. Vi synger bl.a. med på ”This little light of mine”.Orkestret spiller melodier med rod i den sorte befolknings gospelrytmer og spirituals fra USA’s sydstater, omsat til orkestrets egen spillestil. Orkestret består af seks erfarne jazzmusikere, som siden 1996 har leveret swingende jazzmusik. Denne aften ved koncerten i Rødding Frimenighedskirke.

Mandag den 25. februar
Kl. 9.30-11.50: ”Med Lykke-Per mod lyset” v/ Ulla Morre Bidstrup.
Det moderne gennembrud satte fokus på naturvidenskaben som det nye lys på menneskelivet. Lykke-Per er en mand med en mission. Det er en mission, som han deler med sin forfatter Henrik Pontoppidan og mange af samtidens forfattere, som tilsammen fik navnet ”det moderne gennembrud”. Missionen handler om at lade naturen kaste lys over menneskelivet og fortrænge mørket i form af dunkle trosforestillinger og romantisk idealisme. Men hvordan gik det i grunden med den mission?

Kl. 14.00: ”Lykke-Per” i Rødding Bio.
Efter formiddagens introducerende og perspektiverende foredrag går vi i Rødding Bio og ser Bille Augusts anmelderroste film (2018) om den utilpassede præstesøn Peter Andreas Sidenius, der forlader Nordjylland til fordel for København i jagten på det lykkelige liv. I filmen spilles rollen som præstesønnen af Esben Smed.
”Lykke-Per” betragtes som et af dansk litteraturs hovedværker. Henrik Pontoppidan skrev sit litterære mesterværk i årene 1898 til 1904, og i 1917 skaffede det ham Nobelprisen i litteratur for de "autentiske beskrivelser af dagligliv i Danmark." Efterfølgende samtale om både foredraget og filmen.

Kl. 19.30: ”I fantasiens landskab – om maleren Otto Frello” v/ Karen Hansgaard Degenkolw.
”Jeg er optaget af publikum, det er malere ellers ikke, deer optaget af, hvad de selv føler. Det er jeg ikke. Jeg er optaget af, hvordan man kan få folk til at komme og kigge og helst også dagen efter.”Ordene er Otto Frellos (1924-2015), og de vidner om en både ambitiøs, men også anderledes maler, der gik sine egne veje. Det ses i hans værker, hvor han kreerede sine fabulerede universer, der nok er gådefulde, men som altid giver plads til publikum. Frello er oprindelig uddannet erhvervsmaler. Talentet for at male motiver førte til en kontrakt som illustrator ved Politikens håndbøger. Lyset kommer bl.a. frem i humoren i hans værker.
Karen Hansgaard Degenkolw introducerer os til "Lys i mørket-turen" og til Museum Frello i Varde. Hun har kendt Frello og skrevet kunsthistorisk speciale om hans arbejde.

Tirsdag den 26. februar
Kl. 9.30-11.50: ”Humorens lys. Storm P. og humoren som en lys idé” v/ Peter Borberg.
Robert Storm Petersen (1882-1949) – bedst kendt som Storm P. – regnes af mange for den største danske humorist nogensinde. Men bag de sjove tegninger og historier gemmer sig et kompliceret og følsomt menneske, der bar på sine hemmeligheder, og som gennem hele livet drømte om at blive forløst i såvel kunsten som kærligheden. Foredraget følger Storm P. fra vugge til grav, og det hele krydres med en række eksempler fra hans enorme produktion. Vi gør os på denne måde klar til "Lys i mørket-turen" til Esbjerg, hvor vi ser den største Storm P.‑samling uden for København. Peter Borberg udgav i 2017 den første biografi skrevet om Storm P.

Kl. 14.00-16.30: ”Synet af lys” v/ Pia Tafdrup.
Med digterens egne ord: "Digtsamlingen 'Synet af lys' er tredje bind i en serie, der begyndte med 'Smagen af stål' og 'Lugten af sne'. Jeg drømmer om at skrive en bog om hver af vores fem sanser. 'I synet af lys' gælder det synssansen: synet af smukt og af grimt, muntert og sørgeligt, lys og mørke, med alle de følelser, det afsætter, af sorg og glæde, vrede og afsky, henrykkelse, eftertænksomhed, vemod, angst etc.
Jeg er nærmest som et genopladeligt batteri og har langt mere energi på en dag, hvor solen skinner. Bare at se ud på en oplyst himmel, når jeg arbejder, lader batteriet op. Jeg er vist som de fleste på mange måder stærkt afhængig af lys. Bagsiden af lys er skygge eller mørke. Begge dimensioner findes i vores liv. Jeg vil læse fra 'Synet af lys' og fortælle om baggrunden for bogen og de to andre bøger i serien og efterfølgende meget gerne samtale." Siden debuten i 1981 har Pia Tafdrup skrevet mere end 20 digtsamlinger samt to romaner, og i 1999 modtog hun Nordisk Råds Litteraturpris for digtsamlingen ”Dronningeporten”.

Mange af os lever i et hamsterhjul af stress og har behov for øget opmærksomhed på sansernes betydning. Sanserne er livsvigtige, det er via dem, vi tager verden ind og bliver mere nærværende. Sanserne er forudsætningen for vores tankeverden. Mødet med digteren og digtene vil være som en invitation, og sikkert også motivation, til at lære at være nærværende – det vil sige bruge vores sanser og lytte til dem!

Kl. 19.30: ”Cohen i Frimenighedskirken: How the light gets in” v/ Karsten Holm og Cohen-trioen.
Store sange og prægtig poesi. En koncert med sange af Leonard Cohen og et besøg i digterens univers med Karsten Holm og Cohen-trioen. Vi hører Cohen-mesterværkerne ”Halleluja”, ”So Long Marianne”, og ”I’m Your Man”. Plus selvfølgelig den om lyset: ”There’s a crack in everything, thats how the light gets in” – og alle de andre sange med stærk poesi. Leonard Cohen er en af vor tids største sangskrivere, og hans sange er blevet en del af vores fælles kultur.
Leonard Cohen har engang fortalt om sin inspiration og første forsøg med at skrive: ”Den første poesi, der gjorde indtryk på mig, var bibelhistorien i synagogen. Det gav mig gåsehud.”
Vi møder: Karsten Holm, vokal, guitar. Bjørn Bønne Petersen, kontrabas og kor. Martin Blom, diverse guitarer og kor.Knud Erik (Fuddi) Steengaard, violin og kor.

”Poesi er bare et tegn på liv.
Hvis dit liv brænder godt,
er poesi bare asken.”
(Leonard Cohen)

Onsdag den 27. februar
Kl. 9.30-16.00: "Lys i mørket-tur" til Varde og Esbjerg – besøg hos Otto Frello og Storm P.: ”Humor er en lys idé!”
Vi indleder Varde-besøget med at gå ind i den nyrestaurerede Varde Kirke, hvor sognepræst Morten Fester Thaysen deler en fortælling om lys og mørke med os. Vardes historie rummer flere mørke kapitler. Et af dem går tilbage til 1600-tallet, hvor en kvinde blev brændt som heks. Efterfølgende blev der sat en stor altertavle ind i kirken, som på den ene side rummer dette mørke kapitel af historien, men som på den anden side også viser en vej mod lyset. Vi synger en af lysets salmer i kirken, hvor Morten Thaysen sætter sig til orglet.

Frokosten spiser vi i kirkens lyse menighedslokaler. Vi besøger det renoverede Museum Frello, der ligger over for Varde Kirke, og som huser landets største Frello-samling. Vi bliver af stedets folk ført ind i Frellos forunderlige og fabulerende, visuelle verden. Frello og Storm P. har humoren til fælles.

I Esbjerg ser vi på hovedbiblioteket den største samling af Storm P.s værker uden for København. Til samlingen knytter sig bogen ”Storm i Esbjerg”. Den store og spændende udstilling, der i 2018 var udlånt til Nivaagaard, blev malet til biblioteket i 1930-32 og afsløret i sommeren 1933. Og det er fantastiske billeder! Fulde af liv, farvestærke og fantasifulde – og malet i Storms helt egen, generøse stil. Her kantræerne grine, husene græde, og fru Løve har været hos damefrisøren. Den tykke børsspekulanter så optaget af sin avis, at han ikke opdager blomsterne, og om lidt træder han ikke blot på fryd eller tusindfryd, nej Storm P. lader ham gøre det ekstra grundigt – på to tusindfryd. Sådan maler Storm P. livet i al sin fryd og gru.

Storm P. malede billederne til børn, ikke til voksne. Billederne fyldte al ledig vægplads, og de må have været en revolution i Esbjerg på det tidspunkt. Børnebibliotekar Valborg Jensen skrev da også i sin beretning for året 1933, hvor billederne blev hængt op: "I det rent Ydre har Børnebiblioteket gennemgaaet en kolossal Forandring, idet Storm Petersens Malerier, der blev skænket af Carlsbergfondet, blev hængt op i Juni Maaned." Valborg Jensen slutter: "Af den Grund har Børnebiblioteket haft stort Rykind af Voksne."

Kl. 19.30: ”Et liv i sort og hvidt” v/ Jan Grarup.
Kontrasterne står i kø hos fotografen Jan Grarup, der er i evig kamp med sig selv for at finde lys i mørket. Vi ser de prisbelønnede sort/hvid-billeder på det store lærred og hører krigsfotografens beretninger fra verdens brændpunkter.
Jan Grarup er uddannet fra journalisthøjskolen i Aarhus. Han har igennem de sidste årtier rejst verden rundt flere gange for at dække krige, konflikter og humanitære katastrofer. Hans arbejde afspejler hans tro på, at fotojournalistikken kan bruges som et redskab. Jan Grarups billeder fortælle historier om mennesker, der ikke selv er i stand til at fortælle deres egne historier.

Jan Grarup er blevet hædret med mange prestigefyldte priser, herunder to nomineringer til W. Eugene Smith fond for humanistisk fotografering, otte World Press Photography Awards, en særlig pris fra The Leica Oskar Barnack Award samt mange andre udmærkelser fra POYi (Pictures of the Year International) og NPPA (National Press Photographers Association). Han har fire gange udstillet på VISA POUR L'IMAGE og vundet VISA D'OR for sin dækning af Darfurs humanitære krise. Grarups arbejde med lys i det klassiske sort/hvide fotografi er beundret af mange – og noget af det han vil fortælle mere om i sit foredrag.

Torsdag den 28. februar
Kl. 9.30-11.50: ”Nyt lys over Europa” v/ Bjarne Nørum.
Den britiske oplysningsfilosof David Hume har sagt de berømte ord: ”Når man ser en billardkugle bevæge sig efter at være blevet ramt af en anden billardkugle, kan man ret beset ikke tillade sig at hævde, at den ene kugle er årsag til den andens bevægelse.” Brexit – hvor briterne forlader EU med udgangen af marts – er lidt som David Humes tanker om, hvem der bevæger hvad. De inkarnerede britiske Brexit-tilhængere ser en ny, storslået, lys fremtid for briterne uden for EU. Men, hvor de havde håbet, at de med folkeafstemningen ville sætte skub i, at flere lande ville følge dem ud, så er det modsatte sket. Den folkelige opbakning til EU er blevet forstærket i de resterende 27 EU-lande, hvorfor EU takket være den britiske folkeafstemning går imod lysere tider.

Vi undersøger hvad Brexit er, og hvad Brexit betyder, i selskab med journalist Bjarne Nørum, der som London-korrespondent for Kristeligt Dagblad følger debatten i Storbritannien tæt. Og vi gør os med den nye oplysning om Europa og EU klar til forårets EU-afstemning.

Kl. 14-16.30: ”Vor tro den er et lys” v/ Helle Christiansen.
Siden 1912 har Kirkens Korshær hjulpet socialt udsatte mennesker i Danmark – hjemløse, misbrugere, psykisk syge, ensomme, fattige børnefamilier. Det sker med udgangspunkt i varmestuer, herberger, væresteder for børnefamilier og rådgivningstjenester i 29 byer i hele Danmark. Kirkens Korshær vil være dér, hvor nøden er størst, og tager altid udgangspunkt i det kristne menneskesyn. Ethvert menneske er enestående og værdifuldt i sig selv. Vi hører foreningens generalsekretær fortælle om det diakonale arbejde.

Kl. 16.30-17.30: ”Sang under kirketag” v/ Helle Christiansen.
"Sang under kirketag" er en sangtradition i Rødding Frimenighedskirke, hvor også byens borgere kommer.

Kl. 18.30: Afslutningsmiddag og derefter gåtur i mørket for dem, der vil det, mens vi synger Sten Kaaløs prisvindende lys-sang:

”Gå i mørket med lyset.
Gå i visheden om ikke at gå alene.
Gå med lyset. Kom!”

Kl. 21: Vi afrunder dagen og kurset med ostebord.

Fredag den 1. marts
Kl. 9.00: "... den første dag i marts". Morgensang v/ Mads Rykind-Eriksen.
Derefter afrejse.

Alle dage, hvis ikke andet er nævnt, er der morgenmad kl. 8-8.45, frokost kl. 12, eftermiddagskaffe kl. 15, aftensmad kl. 18 og aftenkaffe kl. 21.