Hvad ved du om sundhed og hvor ved du det fra? v/ Morten Elsøe, cand.scient.
Onsdag den 24. april

Hvad ved du om sundhed og hvor ved du det fra? v/ Morten Elsøe, cand.scient.

Bullshit-fri underholdning, der renser dit sind for misinformation og madmyter. Får du kræft af aspartam? Skal E-numre undgås? Er kulhydrater fedende, og er gluten gift for kroppen?

Meget af det, vi tror om mad, er baseret på misinformation og pseudovidenskab, forklædt som fakta og pakket ind i anekdoter, før/efter-billeder og skræmmeretorik. Det kan gøre os bange for mad, som vi ikke behøver at frygte. Det kan få os til at fokusere på det forkerte, hvis vi gerne vil være sundere. Og det kan få os til at tage på i stedet for at tabe os. Du får chancen for at afprøve dine mest sejlivede forestillinger om sund mad, når Morten Elsøe inviterer til foredrag og debat.

Morten Elsøe er kandidat i molekylær ernæring og fødevareteknologi fra Aarhus Universitet, 2013, med speciale i sødemidler og livsstilssygdomme. Desuden er han forfatter til bestselleren “Slut med forbudt”, 2016, skrevet i samarbejde med Morten Svane.