Clara Ernst
tirsdag    |    13.12.2016

Clara Ernst

Jeg er den første til at råbe: “Print isn’t dead.” Som designer har jeg en stor passion for det analoge håndværk og er nysgerrig omkring samspillet med de digitale medier.

Jeg elsker at nørde med de små detaljer. Du vil høre mig snakke om lækkert papir og flotte bogstaver. Samtidig er det vigtigt for mig at se på design som en helhed, der rækker udover æstetikken og starter dialog med den virkelige verden. Med design kan vi skabe et sprog uden ord mellem kulturer, skabe debat og belyse problemer (og i bedste fald løse dem). Mit arbejde er baseret på designmetoder og ikke mindst visuelle eksperimenter. Jeg har en legende tilgang til min proces og er ikke bange for at udfordre det vante, mig selv, og dig!
Vi skal ikke skabe ting som allerede findes, men skabe vores eget.

Jeg startede i 2008 på Aarhus Kunstakademi, derfor kommer jeg med en kunstnerisk tilgang til hovedfaget Design & Innovation. Under mit uddannelsesforløb på Designskolen tog jeg på udveksling til Kingston University of Arts, London,, hvor jeg studerede illustration, og bagefter var jeg i praktik hos et lille grafisk designstudio i Milano. Heraf kommer min store kærlighed til britisk popmusik og italiensk madkultur. Mit studium gav mig muligheden for at lave sociale designprojekter i både Ghana og Shanghai. Det er i samarbejdet med andre, at vi overraskes og opdager nye ting, som løfter vores projekter.

Jeg er højskolelærer fordi jeg elsker at være omgivet af kreativ energi. At arbejde sammen med folk som ikke kender til “plejer”, men som tør lege og eksperimentere med det visuelle sprog. Jeg nyder at introducere andre til den verden, som jeg finder spændende og inspirerende.

Læs mere på imernst.dk