Bookmark and Share

Lars Løkke Rasmussen holder grundlovstale

For andet år i træk afholder Rødding Højskole og Rødding Festen i samarbejdet et stort grundlovsmøde lørdag den 5. juni, denne gang med deltagelse af landets statsminister. Derfor er det med glæde, at Rødding Højskole i år kan præsentere Lars Løkke Rasmussen (V) som årets grundlovstaler.
      "En af hjørnestenene i oprettelsen af Rødding Højskole i 1844 som landets første højskole var netop kampen for og udbredelsen af demokratiet", fortæller forstander Mads Rykind-Eriksen og forklarer, at det stadig er en kerneopgave at engagere eleverne i demokratiet, så det vedbliver med at udvikles. "For demokrati er ingen selvfølge, se blot rundt i verden, hvor millioner af mennesker lever ufrie under diverse diktaturer", uddyber han.

Tradition med grundlovsmøde
Mads Rykind-Eriksen håber med statsminister Lars Løkke Rasmussens grundlovsdeltagelse af få slået Rødding Højskole fast som stedet, hvor markante politikere holder grundlovstaler.
      "Sidste år holdt Ellen Trane Nørby (V) grundlovstalen og til næste år håber vi at få en af de ledende oppositionspolitikere til at komme. Det er vigtigt, at vi møder politikerne denne dag, så politik ikke bliver noget elitært men netop folkeligt, da det kræver vores alles deltagelse for at fungere".

Med til traditionen hører også, at Rødding Højskoles politikhold efter statsministerens tale arrangerer en grundlovsdebat med deltagelse af en række ungdomspolitikere fra de forskellige politiske partier. Desuden har skolen som optakt til grundlovsdag aftenen forinden inviteret Clement Kjersgaard fra DR2, der taler om demokratiets udfordringer.